Kernehusets Børnehave og Vuggestue

Kernehusets Børnehave og Vuggestue er en ny privat daginstitution, som startede op 1. august 2011. Vi ligger på Sdr. Højrupvejen 97 i Søllinge, Ringe.
Kernehusets Børnehave og Vuggestue er vi normeret til 35 børnehavebørn og 10 vuggestuebørn. Vi ønsker at forblive en lille institution, hvor omsorg, nærvær og tryghed er i fokus.
Vi arbejder ud fra, at alle børn kan noget, og at dette giver selvværd og lyst til at lære nyt. Dette stiller krav til os voksne om altid at have en positiv og nærværende tilgang til børnene
Vi lægger vægt på åbne døre mellem vuggestue og børnehave, men med mulighed for, at vuggestuen kan være for sig selv efter behov.
Huset rummer mulighed for fordybelse både i mindre rum og rum til de større aktiviteter både for børnehavebørn og vuggestuebørn. Lige midt i hjertet af bygningen ligger ”Hjerterummet”. Her er plads til, at børnehavebørnene kan slænge sig i de store puffer, tage et spil bordfodbold eller sidde og fordybe sig i en aktivitet.
Vi gør også jævnligt brug af gymnastiksalen, hvor børnene har masser af mulighed for motorisk udfoldelse og udfordring. Som nabo har vi Søllinge Boldklub, og vi arbejder allerede på at etablere et samarbejde med boldklubben, således at børnehavebørnene introduceres for og får mulighed for at deltage i klubbens aktiviteter.
Naturen ligger lige udenfor døren; Vi har vores store legeplads med masser af træer, bakker, sandkasser, bålhytte, træværksted og højbede, hvor børnene selv planter forskellige krydderurter og grøntsager. Vi går også jævnligt i Tolvhaveskoven, som ligger tæt på os, hvor vi fordyber os i blot at være i og opleve naturen.
Vuggestuebørnene har endvidere deres egen mindre legeplads, hvor de har mulighed for at trække sig tilbage til efter behov.
Siden er under udarbejdelse
Velkommen på siden.